UEFUgerløse ErhvervsforeningUgerløse og omegn

Bibliotek

Her ligger foreningens papirer – så alle kan se, hvordan vi gør tingene.

📜

Vedtægter for Ugerløse Erhvervsforening

Vedtaget på den stiftende generalforsamling 27. september 2023 · PDF, 7 kB

Hent PDF

§1. Foreningens navn og hjemsted

Foreningens navn er Ugerløse erhvervsforening. Dens hjemsted er Ugerløse.

Foreningen tegnes af kasserer og formand, eller en af disse og et bestyrelsesmedlem.

§2. Formål

Foreningens formål er:

  • At virke til fremme af Ugerløses erhvervsliv.
  • At skabe goodwill for erhvervslivet udadtil og indadtil
  • At varetage medlemmernes interesser og rettigheder
  • At medvirke til at skabe mulighed for nye erhvervsvirksomheder
  • At skabe mulighed for samarbejde mellem medlemmer

§3. Medlemskab

Som medlem kan optages alle, der har et CVR-nummer, eller repræsenterer et CVR-nummer med ejers velsignelse. Medlemskontingentet fastsættes på generalforsamlingen. Opkrævning sker en gang årligt. Indmeldelse sker til bestyrelsens medlemmer. Udmeldelse sker skriftligt til kassereren med en måneds varsel. Vi lærer hinanden godt at kende, derfor kan et medlem ekskluderes såfremt 10 andre medlemmer stemmer for dette.

§4. Generalforsamling

Generalforsamlingen er den højeste myndighed i foreningens anliggender. Generalforsamlingen vælger en dirigent, der leder forhandlingerne og lader de nødvendige afstemninger afholde. Beslutningerne foretages ved almindelig stemmeflerhed og hvert medlem har 1 stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Kun medlemmer der er til stede ved generalforsamlingen kan vælges til bestyrelsen med mindre der er skriftlig tilkendegivelse. Foreningens sekretær indfører de vedtagne beslutninger og valgene i foreningens protokol, som underskrives af dirigent og sekretær. Forslag der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling må være formanden i hænde inden 14 dage før generalforsamlingen. Den årlige generalforsamling afholdes senest den 1. april og medlemmerne bliver indvarslet med mindst 14 dages varsel, med angivelse af dagsordenen.

Dagsorden:

  1. valg af dirigent
  2. formandens beretning
  3. regnskab
  4. fastsættelse af kontingent
  5. indkomne forslag
  6. valg til bestyrelsen
  7. valg af 2 revisorer samt 1 suppleant
  8. evt.

§5. Bestyrelsen

Bestyrelsen har ansvaret for foreningens virksomhed i overensstemmelse med vedtægterne og generalforsamlingens beslutninger. Bestyrelsen består af 5-7 medlemmer. De 5-7 bestyrelsesmedlemmer vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen, således at man skiftevis er på valg hvert andet år. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Foreningen forpligtes ved underskrift af 3 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formandens eller næstformandens. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig når 4 eller flere medlemmer inkl. Formanden eller næstformanden er til stede. I tilfælde af stemmelighed gør formandens- i hans fravær den fungerende formand – stemme udslag. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov og kan inddrage personer uden for bestyrelsen i arbejdet. Bestyrelsesmødet indkaldes skriftlig med dagsordenen. Protokollen fra forrige møde læses op. Beslutninger indføres i protokollen som underskrives af de fremmødte bestyrelsesmedlemmer.

§6. Formanden

Formanden modtager alle henvendelser til foreningen og har ansvaret for indkaldelse og ledelse af møderne. Der afholdes møder, når formanden finder det nødvendig (minimum 2 gange pr. år) eller når 2 bestyrelsesmedlemmer opfordrer hertil.

§7. Næstformand

Næstformanden skal træde i formandens sted, når denne er forhindret.

§8. Kasserer

Kassereren fører foreningens regnskab og medlemsliste. Opkræver kontingent og udbetaler de af bestyrelsen anviste beløb. Regnskabsåret går fra 1 januar til 31 december. Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af 2 blandt medlemmerne uden for bestyrelsen valgte revisorer.

§9. Sekretæren

Sekretæren fører foreningens forhandlingsprotokol, hvori alle beslutninger på bestyrelsesmøder og generalforsamlinger indføres. Sekretæren udsender mødeindkaldelse og lignende efter formandens anvisninger.

§10. Foreningens formue

Foreningens likvide midler indsættes i byens pengeinstitutter. Den samlede bestyrelse har ansvaret for at midlerne anvendes i henhold til foreningens formålsparagraf. Foreningen kan dog ikke optage lån, behæfte, erhverve eller sælge fast ejendom uden generalforsamlingens samtykke. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

§11. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes så ofte bestyrelsen bestemmer det, eller når 10 medlemmer fremsender skriftlig begæring derom med angivelse af, hvad der ønskes forhandlet. Indvarslingen hertil sker på samme måde som til en ordinær generalforsamling, eventuelt med kortere varsel efter bestyrelsens skøn. I indvarslingen skal dagsordenen angives. Når formanden modtager en sådan begæring om ekstraordinær generalforsamling, skal han uden opsættelse indkalde dertil.

§12. Vedtægtsændringer

Forandringer i disse vedtægter må forinden de har gyldighed vedtages på en generalforsamling hvor mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for. Såfremt et forslag får flertal, men ikke opnår 2/3 flertal, kan forslaget genfremsættes på en ny generalforsamling, der afholdes senest 20 dage efter. Her er almindelig stemmeflertal afgørende.

§13. Foreningens ophør

Opløsningen af foreningen kan kun vedtages på en generalforsamling hvor 2/3 af samtlige medlemmer skal være til stede og ¾ af de tilstedeværende medlemmer stemmer derfor. Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig indkaldes til en ny generalforsamling efter reglerne for ekstraordinær generalforsamling, og spørgsmål afgøres da ved et simpelt stemmeflertal. I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder foreningens formue en institution, der har tilknytning til byen og efter generalforsamlingens nærmere bestemmelser.

Vedtaget på den stiftende generalforsamling den 27. september 2023.